Select Page

• Roskilde •

Bofællesskabet Kæphøj

Fællesskab

Fælleshuset danner rammen om vores fællesspisning, som er bofællesskabets hjerte. Vi spiser sammen 5 dage om ugen hele året undtagen i ferierne. Alle voksne deltager i madordningen. Vi er fordelt på fire madhold, og hver person har 4 tjanser (mad eller opvask) i løbet af en maduge.

Tre personer fra madholdet mødes kl. 16:00 til madlavning, vi spiser kl.18:00 – og de to opvaskere er færdige omkring kl. 19:30. Madugen planlægges ved et møde i weekenden en uge før madugen og ugen afsluttes med rengøring i fælleshuset.

Kæphøj ynder at finde på nye hyggelige arrangementer, såvel som at holde fast i de go’e gamle traditioner, som den årlig skovtur, Kæphøjs fødselsdag, fastelavn og ’Kalender-åbent’ i December.

Kæphøj er som en landsby, hvor vi er opmærksomme på hinanden – vi træder til med hjælp, når livet kradser.

Forening

Kæphøj er en andelsboligforening med 21 husstande, samt et stort fælleshus med mange gode faciliteter, såsom værksted, vaskekælder, børnerum, stort køkken, spisestue, møde og TV-stue, mm. Der er fire typer huse (2-5 rums boliger), som beboes af familier, par og enere i et aldersspænd fra småbørn til pensionister.

Fællesmødet er vores øverste besluttende myndighed og vi har fællesmøde ca. hver 5. uge. Det årligt ordinære fællesmøde fungerer som generalforsamling i overensstemmelse med vedtægterne og andelsboligloven.

Bestyrelsen tilrettelægger fællesmøderne og alle er ansvarlige for at fællesmødets beslutninger føres ud i livet. Kæppene varetager hovedparten af de faste opgaver som medlemmer af en række arbejdsgrupper (indkøb, netværk, vedligeholdelse, udendørs, madregnskab, varmeregnskab, køkkenrenovering m.fl.).

Arbejdsdage har vi typisk 6-8 gange pr. år eller efter behov – oftest er aktiviteterne havearbejde, oprydning, maling, dekorering og anden vedligeholdelse.

Bæredygtighed

Vi bestræber os på, at alle vores råvarer til fællesmaden er økologiske eller direkte fra vores lille køkkenhaven, som delvist dyrkes som permakultur. Hønsene leverer æg og sørger for at spise resterne fra fællesspisningen.

I vores skønne fælles have har vi desuden shelter, pizzaovn, bålkomfur, høns, trampolin og legeplads. 

Madholdene tilrettelægger én maduge ad gangen, og vi bestræber os på at spise så varieret som muligt, eksempelvis med fisk fra en god leverandør 1-2 gang om ugen. Alle byder ind med retter til deres respektive madhold, og maden bliver ofte lavet med omhu og fantasi. Prioriteringerne har ændret sig gennem tiden. Vi spiser generelt mindre kød – og mest lyst kød, men oftest vegetarisk og af og til vegansk.

En arbejdsgruppe er ved at undersøge muligheden for at nedbringe vores CO2 udslip i bofællesskabet. 

Interesseliste

I kæphøj har vi ikke nogen venteliste. Når der kommer en bolig til salg, annoncerer vi forskellige steder og skriver ud til alle på vores interesseliste. Interesserede kan tilmelde sig åbent hus, og får her mulighed for at få et indtryk af Kæphøj. En indflyttergruppe vælger herefter hvem af de interesserede, der kommer til samtale.

Udvælgelsen af nye kæppe bliver på denne måde grundig og gensidig. Hvis du/I ønsker at blive optaget på interesselisten, skal I angive kontaktoplysninger inkl. mailadresse, antal personer og alder.